Jeg har selv levet et liv i hamsterhjulet. Et liv uden indsigt, hvor jeg tilpassede mig andres tempo, holdninger og meninger i frygt for at skille mig ud. Jeg kæmpede i karrierelivet og glemte helt at tage vare på mig selv; Jeg havde jo så mange mål og gøremål, jeg skulle nå, så det hele så perfekt ud udefra.
Jeg blev ramt af stress og måtte sygemelde mig fra mit lederjob. Min stress blev mit wake-up call til at finde hjem til mig selv.
Jeg sagde mit faste job op i 2015 og startede på en coach-uddannelse. Den blev starten på en rejse ind i mig selv, hvor jeg fandt ud af, hvor meget jeg havde levet mit liv udefra og ind i stedet for indefra og ud – helt uden at være bevidst om det. Jeg har efterfølgende taget en master i coaching og en masse andre terapeutiske uddannelser.
Det blev også starten på min selvstændige karriere. Jeg åbnede min egen praksis tilbage i 2015 og har mere end 2500 sessioner bag mig, hvor jeg har hjulpet mennesker med stress, mistrivsel og retning i livet.
Jeg har en god intuition og er god til at mærke, hvad det præcis er, der begrænser eller står i vejen for det enkelte menneskes trivsel. Min erfaring igennem tiden har vist mig, at vi ofte har et mønster, som vi ubevidst bliver ved med at gentage. Det kan være svært at se sig selv, når tempoet er for højt. Vi bruger hovedet og glemmer vores kloge krop.
Min egen største læring har været at komme ned i min krop og mærke efter. Det være sig både, når jeg skal træffe beslutninger, og når jeg skal mærke efter, om jeg passer på mig selv og ikke har gang i for mange ting. Derfor har jeg skabt min egen selvpraksis, hvor jeg sørger for at holde pauser, meditere, gå i naturen, lave ingenting og bare være. Det har taget mig mange år at lære at lave ingenting, uden at den indre stemme fortæller mig, at jeg er doven.
Jeg bruger min egen holistiske tilgang i mine samtaler og forløb. Det betyder, at jeg tager udgangspunkt i at balancere hoved, krop og hjerte. Jeg tror nemlig på helheder i alt, hvad vi gør.